Relations- og samlivsproblemer

Relations- og samlivsproblemer

At have gentagne problemer med sine relationer kan være utrolig belastende og begrænse vores følelse af tryghed og tilfredshed med dem omkring os. Det kan både være, at du oplever at have problemer med konflikthåndtering i parforholdet, familiekonflikter eller konflikter i dine relationer generelt. Måske oplever du en manglende forståelse for hinanden, at I gentager konflikter igen og igen, at tillid mangler mellem jer, eller at der er en følelsesmæssig afstand, som får dig til at føle dig ensom i dine relationer. At have problemer i sine relationer kan føles enormt trist, men det er heldigvis også noget, man kan arbejde med, og dermed også opnå at føle sig mere forbundet og tilpas med dem omkring en. 

Gennem samtaleterapi kan du lære om årsagerne til de problemer, du oplever mellem dig og dine relationer, og du kan lære, hvordan du kan kommunikere mere konstruktivt, så I kan forsøge at forstå hinanden bedre og finde frem til sundere måder at løse konflikter på. Dette arbejder vi med ved bl.a. at identificere din rolle, og hvad der er indenfor din kontrol og påvirkning. Derved kan du styrke rammerne for tilliden mellem jer og styrke jeres følelsesmæssige forbindelse, samtidigt med at du lærer, hvordan du kan beskytte dig selv på en hensigtsmæssig måde og samtidigt indgå i de nødvendige kompromisser.

Udfordringerne med relationer og samliv kan komme til udtryk ved

  • Hyppige og uafklarede konflikter med parforhold, venner eller familie
  • Manglende åben og ærlig kommunikation
  • Besvær ved at føle følelsesmæssig forbindelse, som resulterer i distance
  • Følelse af ensomhed i relationer
  • Tillidsproblemer eller jalousi
  • Manglende respekt
  • Intimitetsproblemer
  • Samlivsproblemer
  • Forskellige mål eller værdier, som skaber uoverensstemmelser
  • Manglende støtte og forståelse
  • Du bliver enten passiv- eller påtager dig, alene, alt ansvar for relationens problemer
  • Gentagelse af bestemte problemer eller mønstre, uden at finde en varig løsning

Book tid

Første session bookes ved at udfylde kontaktformularen, hvorefter jeg kontakter dig for tidspunkt. Efterfølgende sessioner bookes i rummet eller via sms.