AD(H)D

Hvad betyder det at have ADHD

At have AD(H)D kan betyde, at ens livsvilkår er anderledes end vilkårene for mennesker uden AD(H)D. Man lever med nogle neurologiske processer, som fungerer anderledes, og det kommer både med udfordringer, men også sine muligheder.

Den gode nyhed er nemlig, at hvis man lærer at ”hacke” sin AD(H)D og virkelig forstår, hvordan man hjælper sig selv, så kan man også minimere de belastninger, man kan opleve; og hvem gider ikke det! 

Hvis man mestrer sin AD(H)D, kan man nemlig udrette ting, som andre har svært ved, man kan ”udnytte” sine hurtige tænkeevner, kan se muligheder, andre ikke ser, og finde kreative løsninger på alverdens problemer. Men de her muligheder kan komme med en pris, ligesom så meget andet i livet, og derfor er det vigtigt at kende sine grænser, så man lærer at passe på sig selv. 

Mulige psykologiske udfordringer af AD(H)D

  • Humørsvingninger og tristhed; som ikke nødvendigvis har en åbenlys forklaring
  • Tankemylder
  • Følelsen af at være forkert og anderledes
  • Følelsen af ofte at blive misforstået og ikke blive mødt i sine behov
  • Ensomhed
  • ”Hjernetræt” pga. de mange indtryk, som kan medføre nedsat motivation og lyst
  • Sårbar overfor afvisning (rejection sensitive dysphoria)
  • Stærk retfærdighedsfølelse, som kan føre til et højere niveau af konflikter og mere intense reaktioner på de urimeligheder man oplever
  • Skam- og skyldfølelse

AD(H)D/ADD – Hyper eller stille

Når jeg sætter parentes om H’et, er det for at vise, at det er den del, som der typisk er mange misforståelser omkring. Måske har du hørt om ADD som den ”stille” ADHD, men for den, der lever med det, er der sjældent stille. De mekanismer i hjernen, som skaber det hyperaktive, er nemlig de samme, uanset om det så resulterer i fem timers fodboldtræning, eller om det resulterer i fem timers seriemaraton for at distrahere sig selv fra de mange tanker, ens hyperaktive hjerne producerer. Den helt store forskel er derfor, hvordan det hyperaktive kommer til udtryk, og dermed også hvorvidt det er synligt for ens omgivelser. Synligheden har nemlig stor betydning for, hvordan man bliver forstået og mødt af dem omkring en, men også hvordan man forstår sig selv. Når ens AD(H)D-symptomer primært kommer til udtryk i den indre form, er der mange, som oplever at have utroligt mange negative tanker om dem selv og deres præstationer. Simpelthen fordi det bliver så abstrakt at forstå, hvorfor man ikke ”bare” kan få tankerne til at stoppe eller ”tage sig sammen” til at udføre de aktiviteter, man gerne vil. Men mere om det i Den skjulte AD(H)D. Når man stiller diagnosen ADHD, kan man gøre det i tre udgaver: ADHD med overvejende hyperaktivitet og impulsivitet, med overvejende opmærksomhedsforstyrrelse eller af kombineret type.

Den skjulte AD(H)D

For mange kan der være et billede af, at mennesker med AD(H)D altid er ekstremt aktive, og at deres hyperaktivitet fremstår utrolig tydeligt. Der kan også være en forståelse af, at mennesker med AD(H)D er distræte og går lidt forvirrede rundt, mister en masse ting, glemmer aftaler eller altid kommer for sent. Hvad mange ikke ved, er, at AD(H)D kan komme til udtryk på mange forskellige måder, og at den hyperaktive del ikke behøver at være tydelig for omverden. Man kan nemlig også have det, man kan kalde for indre hyperaktivitet eller rastløshed, hvor det høje aktivitetsniveau i højere grad sker med ens mange tanker og sanseindtryk, end det ses i form af fysisk bevægelse. Når man forholder sig til rigtig mange tanker og indtryk i løbet af en dag, kan man blive utroligt træt. Her bliver mange misforstået som doven, ugidelig eller genert. Man kan også opleve, at andre synes, man er negativ, har dårligt selvværd eller er ”for følsom”, og rådet hertil er ofte, om end kærligt men misforstået, at man bare skal tro noget mere på sig selv. Problemet er ”bare”, at man ikke kan tænke sig væk fra en neurologisk tilstand, MEN det, vi kan, er at finde ud af, hvornår dine bekymringer og tanker handler om noget helt reelt og problematisk i dit liv, og hvornår de i højere grad er et resultat af en træt hjerne. At opnå den viden om sig selv kan hjælpe til at aflaste dine tanker og følelser. Særligt fordi mange, som lever med ADHD, ofte føler sig skyldige over alt det, man synes, man ”burde” gøre, eller skammer sig over sine følelsesmæssige reaktioner, når der er ro på situationen igen.

Udfordringer med opmærksomhed kan komme til udtryk ved
  • Uopmærksomhed på detaljer, eller omvendt; et overdrevent fokus som typisk er svært at slippe igen
  • Problemer med vedvarende opmærksomhed på opgaver, man ikke finder interessante
  • Det kan være svært at lytte til andre under længere samtaler og man distraheres nemt af omkringværende lyde/stemmer under samtalen
  • Man kan have svært ved, eller føle sig overvældet i forsøget på at få overblik, hvilket både kan føre til undgåelse af krævende opgaver og handlingslammelse
  • Glemsomhed, der både kan føre til at man mister ting eller glemmer, hvor man har lagt dem
  • Man kan opleve udfordringer med at fastholde koncentration under sex, som kan påvirke både lyst og funktion
Udfordringer med hyperaktivitet og impulsivitet
  • Det er svært, eller man er anspændt, når man skal sidde stille
  • Man oplever en konstant indre uro og rastløshed, hvis man ikke er aktiveret
  • Når man sidder, kompenserer man ved at fingere med noget, pille i noget, vippe med tæer og ben eller bide i negle eller læber
  • Snakker meget og kan ofte komme til at afbryde andre
  • Oplever store mængder tankemylder; hvor man både kan fiksere på tanker, men også ”springe” fra tanke til tanke
  • Man kan opleve, at andre synes, at man nemt bliver overvældet af følelser, og reagerer ukontrolleret med vrede, irritabilitet eller gråd på ”små” hændelser
  • Problemer med at falde i søvn pga. fysisk el. psykisk uro og rastløshed
  • Tager hurtige og uovervejede beslutninger
  • Købe ting på baggrund af en impulsiv lyst uden at tage hensyn til behov og økonomi
  • Er konstant stimulanssøgende; det kan både være ved ofte indtagelse af eks. Sukker, koffein og alkohol, eller i form af ofte trang til eks. gaming, sociale medier og sport

Maskering af symptomer

Noget andet, der kan skjule symptomerne, er høj begavelse, ekstraordinære evner til at kompensere eller generel undgåelse af opgaver og aktiviteter, hvor symptomerne typisk vil påvirke udfaldet. Er man i stand til at kompensere nok, kan man opleve det som en maske, hvor man udadtil fremstår som dygtig, produktiv, perfektionistisk, ansvarsfuld eller entreprenant, imens ens egen oplevelse er, at man skal arbejde dobbelt så hårdt som de andre for at passe ind og leve op til omverdens forventninger. Hvad omverden ikke ser, er, at det ofte er på bekostning af ens privatliv og samværet med familien, og man kan ”falde helt sammen” i træthed, når man kommer hjem og er fri af omverdens øjne. Det kan også give oplevelser med angst, depression eller stress som pris for, at man har overpræsteret i en længere periode og overskredet sine egne grænser. Hvis man betaler prisen og kollapser hjemme i trygge rammer, kan man modsat blive opfattet af sine nærmeste som doven og uinteresseret i at bidrage til hjemmet og yde en indsats i vedligeholdelsen af ens nærmeste relationer, men egentligt vil man rigtig gerne. Der er bare intet tilbage i tanken at give af. 

Kvinder med AD(H)D… og cyklus

Hvis man er kvinde og har AD(H)D, kan man opleve nogle udfordringer, som er anderledes end dem, det mandlige køn måske oplever. Om vi vil det eller ej, er der nogle kulturelle forskelle på, hvordan vi møder og agerer overfor mænd og kvinder, drenge og piger. Det kan have betydning for, hvordan man tolker en kvinde og hendes adfærd, og det har for mange kvinder med AD(H)D betydet, at deres udfordringer aldrig rigtigt er blevet tænkt i lyset af AD(H)D. Derfor er der også mange kvinder, der først bliver diagnosticeret senere i livet, eller som bliver diagnosticeret med angst og depression, som sagtens kan være reelt, men som nogle gange kan være et udtryk for en længere belastning af en ubehandlet AD(H)D. Derudover forventes kvinder i højere grad at have flere humørsvingninger, græde, blive vrede og reagere mere åbenlyst på baggrund af deres følelser, hvilket også kan have betydning for, hvor alvorligt man forstår deres reaktioner. Hvis man lever med AD(H)D, er man i risiko for at opleve flere følelsesmæssige udsving, simpelthen på baggrund af hjernens kemi, hvilket også betyder, at man ikke nødvendigvis behøver at leve med den høje mængde af humørsvingninger, hvis man får den rette behandling og hjælp.

Dette kan også betyde, at man vil kunne opleve mindre belastning og træthed samt øge livskvaliteten, når man finder den rette hjælp. Derudover er der også spørgsmålet om menstruationscyklus, som især kan påvirke, hvordan ens AD(H)D opfører sig hen over cyklus. De forskellige hormoner, som østrogen og progesteron, har indvirkning på blandt andet energiniveau og humør, hvilket er alment kendt. Men de forskellige hormonelle forandringer og niveauer ser også ud til at påvirke hjernen, blandt andet i forbindelse med dopamin, som man i forvejen er udfordret på, hvis man har AD(H)D. Derfor kan man opleve at være endnu mere udfordret, hvilket også har betydning for ens egen livskvalitet, men også kan udfordre omgivelsernes evne til at rumme ens svingende humør. Der er altså flere faktorer, der har betydning, MEN de gode nyheder er, at jo mere man kan lære at navigere mellem sine styrker og grænser, jo mere stabilitet kan man skabe, og man kan minimere de udsving, hvor man ellers ville skifte mellem at køre med fuld fart i syvende gear for så at crashe og stå i tomgang, indtil tanken er fyldt og klar til at brage fra tomgang til syvende gear på et splitsekund. 

Mænd med AD(H)D

Selvom det bliver bedre, kan man som dreng eller mand stadig opleve en større forventning til, at man bør være stærk, uafhængig og skal kunne klare udfordringer uden at vise for mange følelser. Men hvis man så har AD(H)D, hvor det helt naturligt er svært at koncentrere sig, huske ting og holde styr på impulser, så kan det være svært at leve op til de lavpraktiske forventninger om gøremål. Og når man så oveni, helt naturligt, har svært ved altid at have kontrol over ens følelsesmæssige reaktioner, når man bliver presset, kan man hurtigt komme til at kæmpe endnu mere med at efterleve de her oplevede forventninger og føle sig anderledes. Hvis man oplever, at man som mand i højere grad forventes at skulle skjule sine følelser, kan det også give en lyst til at isolere sig for at undgå følelsen af at være anderledes og forkert.

Det er jo en meget naturlig reaktion, det at flytte sig fra noget ubehageligt, men hvis man isolerer sig, bliver det også svært at opbygge og vedligeholde relationer, både personligt og professionelt, og det kan øge stressbelastningen endnu mere, fordi man så står helt alene med de svære ting, hvor det faktisk er allermest vigtigt og givende at have ægte og trygge relationer, som kan hjælpe og støtte. For at skabe et mere støttende miljø er det vigtigt at acceptere, at det er okay at være sårbar og søge hjælp, både fra sine nærmeste, men også fra professionelle, hvis det giver mening.

Book tid

Første session bookes ved at udfylde kontaktformularen, hvorefter jeg kontakter dig for tidspunkt. Efterfølgende sessioner bookes i rummet eller via sms.